Den danske sang er ung blondt pige
Hun går og nynner i Danmarks hus
Hun er et barn af det havblå rige
Hvor bøge lytter til bølges brus.
Den danske sang når den dybest klinger,
har klang af klokke, af sværd og skjold.
Imod os bruser på brede vinger,
en sagatone fra heden old.
Al Sjællands ynde og Jyllands vælde,
de tvinde klange af blidt og hårdt,
skal sangen runge for ret at melde,
om hvad der inderst er os og vort.
Og tider skifer og sæder mildnes,
men kunst og kamp kræver stadig stål.
Det alterbål, hvor vor sjæl skal ildnes,
det flammer hedest i Bjarkemål.
Så syng da Danmark, lad hjertet tale,
for hjertesproget er vers og sang.
Og lære kan vi af nattergale,
af lærken over den grønne vang.
Og blæsten suser sin vilde vise,
og stranden drøner sit højtidskvad.
Fra hedens lyng som fra stadens flise,
skal sangen løfte sig ung og glad.
