Kære dagbog, nu er huset da omsider gået til ro,
så nu vil jeg altså skrive et par ord.
Jeg har sat mig op i sengen, og min hund den sover sødt, og i soveværelset snorker far og mor.
Alt er stille,
og mit vindue står på klem,
udenfor der stormer det, og månen kikker frem.
Det' den bedste tid på dagen, når det hele går i stå. Ingen venter, der er intet man skal nå.
Jeg har skrevet før om Holger, han er næsten 17 år,
og hans lillesøster er min bedste ven,
han har selv fortalt til hende, at han syn's jeg er så sød, så jeg rødmer nok når vi skal ses igen.
Her i mørket
kan jeg tænke hvad jeg vil,
drømme lidt om holger og hvad det kan blive til. Og jeg træner foran spejlet for at få min egen stil, og jeg øver mig i rigtig søde smil.
Alle taler kun om kriser, forurening og om krig,
og om arbejdsløshed og om fattigdom,
og jeg ved da godt jeg burde interessere mig for det, det' min fremtid og mit liv det handler om.
Men min verden
den er fyldt med andre ting:
modetøj og CD´er og min nye smarte ring.
Og jeg har en bums på næsen, mine bukser er for små, så jeg har problemer nok at tænke på.
Jeg sku' egentlig lave lektier, både engelsk og fysik, og en ligning som jeg ikke kan forstå.
Men når stjernerne de blinker, og når månen lyser op er det ganske andre ting jeg tænker på.
Vinden tuder,
vor bornholmer går i slag,
jeg er blevet søvnig, så jeg slutter for i dag.
I det fjerne kan jeg høre en forelsket, ensom kat, nu går jeg i seng med stjernerne. Godnat.
