Fatter havde en gammel hjemmelavet violin.
Han havde bygget den af et fint godt stykke træ.
Den så måske ikke ud af så meget,
men vi syn´s den spillede pragtfuldt.
Vi var 5 søskende - så der var jo munde nok at mætte,
men vi hørte ham aldrig beklage sig.
Når han efter en lang arbejdsdag på fabrikken
kom træt hjem og vi havde spist aftensmad,
så tændte han sin pibe og slappede af ved kakkelovnen,
mens mor vaskede op og vi skiftedes til at tørre af.
Så ku´ det jo godt ske, at han pludselig rejste sig,
tog violinen ned fra væggen og begyndte at spille for os.
Ser du de stunder glemmer jeg aldrig.
Vi sad musestille og lyttede,
mens musikken fyldte hele stuen.
Og der var særlig en, som vi så godt ku´ li´ .
Så kom den tid da mor blev syg, og glæden i vort hjem forsvandt.
Jeg husker tydeligt den aften hun kaldte far ind til sig og sa´:
Spil den for mig du ved - den jeg holder så meget af.
Han tog sin gamle violin ned fra væggen og smilede til hende, men jeg så godt han græd.'
Den aften spillede han smukkere end nogensinde,
og han standsede først, da mor lukkede øjnene og faldt i søvn.
Vi gik stille ind i stuen, da vi så ham knæle ned
ved sengen og lægge violinen fra sig på gulvet.
Siden den aften spillede far aldrig mere.
Det er mange år siden nu og vi søskende er spredt for alle vinde.'
Men jeg har den gamle violin hængende på min væg
og når jeg kigger på den, så mindes jeg de dejlige dage,
da far spillede for os alle sammen.
