Jeg stod op en søndag morgen
kigged´ ud og så en himmel trist og grå,
fik mig vasket lidt en kam igennem håret,
skægget lod jeg bare stå.
Hvorfor pynte sig, en ensom mand,
der blot skal ha´ en lang dag til at gå,
og for øvrigt knækked´ snørrebåndet,
det var det, der mangled´. Jeg fik nok.
Jeg sprang ned a´ trappen, ud på gaden,
blæsten kom og rusked´ mig i nakken.
Jeg blev hurtigt kølet af, slog kraven op,
og fandt den sidste mønt i frakken.
På en kaffebar i nabolaget sad jeg lidt og lytted´ efter snakken,
det´ svært at være ene, når man ønsker
man var medlem af en flok.
Så´n en tidlig søndag morgen er der ingen brug for mig.
Alle andre holder fridag, slapper af, kun ikke jeg.
Når man lever helt alene uden no´en at holde af,
må man nok ha´ lov at mene, søndag er den værste dag.
I en park så jeg en far
som stod og leged´ med sin pige ved en gynge.
Fra et åbent vindue hørtes barnegråd
en mor fik standset ved at synge.
Det var mer´ end jeg ku´ ta´
det var som sten blev lagt på hjertet i en dynge.
Jeg blev syg i sjælen
længtes efter kærlighed, et sted at gå i dok.
Så´n en tidlig søndag morgen er der ingen brug for mig.
Alle andre holder fridag, slapper af, kun ikke jeg.
Når man lever helt alene uden no´en at holde af,
må man nok ha´ lov at mene, søndag er den værste dag.
