Ved den grå Moulmein Pagode,
med sit blik mod havets blå,
sidder der en Burma-pige,
det er mig hun tænker på.
Hvisker palmesuset ikke,
synger templets klokker ej:
Kom igen, soldat fra England,
kom igen til Mandalay!
Kom igen til Mandalay,
ad flotillens gamle vej,
husker du pagajens dunken
fra Rangoon til Mandalay?
Oh' den vej til Mandalay,
fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som
torden frem bag Kina-bugtens kaj!
Gult var skørtet, grøn var huen,
som min Burma-jomfru bar
Supiyawlat hed hun -
samme navn, som Theebaws dronning har.
På en hvid cerut hun røg,
da første gang hun for mig stod,
og hun øsled kristne kysse
på en hedensk afguds fod.
