Et dødt kompliment
En famlende sang
En skal af en mand
Der engang var i stand
Til at se sig selv
Til at se sine børn
Den tid er forbi
Nu åbner han døren
Nu lukker vi natten
Helt ind i stuen
Nu hæver vi blikket
Nu strammer vi skruen
Nu går vi igennem det røde gardin
Nu slipper vi
Om vi så blir' til grin
Jeg håber
At du holder mig fast min ven
Du mit eneste ståsted
Og mit eneste hjem
Alt andet har jeg kastet overbord
For kys og rosende ord
Så jeg håber
At du holder mig fast min ven
Hun plejer sig selv
Hun stifter en gæld
Og timerne forsvinder
Mens hun mister sig selv
Hun mangler et svar
Hvor langt vil hun gå?
Vil hun satse alt
For at prøve at forstå?
Nu lukker vi natten
Helt ind i stuen
Nu hæver vi blikket
Nu strammer vi skruen
Nu går vi igennem det røde gardin
Nu slipper vi
Om vi så blir' til grin
Jeg håber
At du holder mig fast min ven
Du mit eneste ståsted
Og mit eneste hjem
Alt andet har jeg kastet overbord
For kys og rosende ord
Så jeg håber
At du holder mig fast min ven
Jeg håber
At du holder mig fast min ven
