Noget Om Helte - Otto Brandenburg

Livet er en morgengave

Sjælen er et pilgrimskor.

Der står krokus i min have.

Der står øller på mit bord.

Under himlen hænger lærken

som et fjernt bevinget frø,

for en lærke tænker hverken

på at kæmpe eller dø.

Her er fredeligt og stille.

Her er inge larm og støj.

Jeg har sået kruspersille

og er brev med pure løg.

Lad alverden slå for panden

og bekæmpe spe med spot.

Jeg vil enes med hinanden

og mig selv og ha det godt.

Der er nok som går og sysler

med at sprænge kloden væk

Jeg vil ikke ha skærmydsler

og kanoner bag min hæk.

Mens de andre går og sveder

for at gi hinanden lak,

vil jeg pusle med rødbeder,

selleri og pastinak.

Jeg vil ikke slås med bisser.

Jeg vil så og ikke slå.

Selv de rødeste radiser

kan man rolig lide på.

Og de sølle penge rækker

til lidt mer en skattesjov,

når ens kone går og trækker

sådan lidt til husbehov.

Gulerødder kan hun trække

op af jordens automat,

hvor de står i rad og række

mellem bønner og salat.

Og hvis jeg er træt og gnaven,

og det sker jo af og til,

kan vor muldvarp grave haven,

havd den sikkert gerne vil.

Samson gik og styrted templer.

Peter Freuchen knak sit ben.

Ak, mod disse to eksempler

er min dåd en sølle en.

Jeg har aldrig dræbt filistre

eller haft et ben at træ.

Og når stærke mænd bliv bistre

går jeg fra Thermopylæ.

Tiden går og tiden hverver

store mænd til mandig dåd.

Jeg, reserven blandt reserver,

bryder ofte ud i gråd.

Jeg får nerver og migræne

blot jeg skær mig på en dolk

og vil helre slå min plæne

end slå løs på pæne folk.

Hvorfor skal man slå på tæven

eller bruge tævevold?

Jeg vil trykke folk på næven.

Jeg er ingen Tævedor.

Lad dem tæve på hinanden

der har tæv behov endnu.

Jeg vil ikke klinke kanden,

før jeg ser den er itu!

Livet er en dejlig gave.

Jorden er en herlig jord.

Der er øller i min mave.

Der står krokus på mit bord.

Når reserverne skal stille

for at splitte kloden ad,

skrive jeg med kurspersille

verdens mindste heltekvad.