Det sår'n en regnfuld eftermiddag I oktober
Ved vinduet der sidder Isabel
Hun tænker på ham der altid er deru
Hun tænker på ham der altid tænker på sig selv
Hun sidder alene i stuen og lyset falder skråt ind
Så mange forskellige følelser der strides i hendes sind
Af og til så ser hun nervøst på uret
Og rejser sig og går lidt rundt
Hun er ikke bange for døden specielt
Hun er kun bange for noget der gør ondt
Indenfor er der blomster og uden for lyden af skud
Hun ved ikke selv hvad hun tænker, men hun tænker på at gå ud.
Så tager hun en bog ned fra hylden
Og slår op et tilfældigt sted
Der står at intet menneske i verden
Intet menneske kan gøre hende fortræd
Og så kaster hun et sidste blik På alt det hun lader blive hvor det
Hun går ud af sit hus, hun går ud i det blæsende vejr.
Isabel skrår gennem parken
Der møder hun en gammel mand på sin sti,
Han standser hende og siger jeg synes
Jeg hørte sådan en susen da du gik forbi
Over alt bliver det nu nat men så bagefter kommer solen frem
Og nu i denne nat kommer du helt sikkert hjem.
Et sted der' der en flok der har taget et menneske
Og sat sig for at de vil se ham lide.
Isabel hun træder midt ind i kredsen
Isabel hun stiller sig ved hans side
Og så spørger hun dem hvorfor, og spørger dem en for en
Og endnu en gang så er der ingen der tør kaste den første sten.
Så går de af sted gennem natten
Går de af sted under de dryppende træer
Så spørger han hende hvorfor gik du ud
Hvorfor gik du ud og fandt mig her?
Hun ler, det var ikke noget med dig, og ikke om hvor du stod
Der hvor mørket er tættest dukker lyset frem og det var det sted jeg gik hen imod.
