Man skal leve, mens man ka',
nyde livet, det er hva' man ska'.
Men jeg føler mig sløv, når jeg står på mit job,
dag ud, dag ind, uden ende, uden stop.
Maler vægge hos folk jeg overho'et ikke kender,
jeg har Aloma i spanden og det er tit det hænder,
at jeg ser små elefanter, der danser rundt omkring, sammen med flyvende gule rotter, der svæver rundt i ring.
Jeg er i malersvendes paradis, en rus af alkyd,
jeg ser edderkopper over mit hoved og jeg hører en lyd, i mit indre, langt borte, væk i det fjerne,
der er intet at gøre for jeg har malerhjerne!
Malerhjerne, malerhjerne!
Nu må I ikke tro, at det er så slemt,
hvad jeg lige sagde, det har jeg sgu' glemt.
Danmark er et land med sikkerheden i top,
kom ud til os arbejdere - og få et alkyd-chok.
Det udstyr vi får til at beskytte os selv,
det ta'r vi af, for det irriterer os ihjel.
Støv i mine lunger, hukommelsessvigt,
min lyserøde elefant skriver et epoxy-digt.
Holder frokost i et rum, hvor jeg sidder på en spand,
kode 2 streg 3 - heavy mand!
Jeg har glemt hvordan man regner, jeg har glemt alfabetet,
kan ikke huske noget, jeg har intet på tapetet.
(Øhhh...)
Det slår mig ikke ud, for livet det går vider',
jeg arbejder for et firma, jeg ikk' ka huske hvad hedder.
Det er slut nu! - ta'r aldrig masken af mer,
og det er så sandt som mit navn det er...
Malerhjerne, malerhjerne!
Det' en dejlig dag, at ta' på arbejd' i,
men pladsen den er lukket, det er søndag, jeg har fri.
Det er et opløsningsmiddels-syndrom,
at ta' på arbejd' en søndag, må da være et symptom.
Ta'r min cykel, vender næsen hjemad,
men har ikk' en anelse, hvor det er henad.
Så nu må jeg sove på pladsens terrasse,
i morgen kommer Mester, så kan jeg få min adresse.
