Jeg kan se ham fra mit hjem
Jeg har mødt ham, på min vej
Hørt de glammene venner
Og det hvæsene gumme råb
Det ublu spejl på al færden
Med sin hærgede menneskekrop
Som en der rent og uden tvivl lod sig falde
Da livets mildhed folded' sig ud
Måske var der ingen hænder
Der rakte ned i bæstets frådende gab
Holdt ham fast ind til lysten til at være
Kunne bære mere end flasken ud
Måske ku' vi ikke nå det
For tiden løber, de sku' holde sig fast
For ikke selv at smadres jordløst mod bænken
Uden udsigt til andet end harm
Med alle drømme bristet
Uden tro, uden håb
Med hjertet det skriger
Jeg kan ikke mer'
Jeg tror jeg bliver liggende her
Blandt fældede træer...
Blandt fældede træer...
Blandt fældede træer...
Blandt fældede træer...
Jeg har stirret op fra dybet
Og jeg så et bølgende hav
Af udstrakte hænder
Da kærlighed rakte ned
Holdt mig fast, og holdt så længe
At jeg til sidst kunne vriste mig fri
Med viljen til selv at stå og holde
Tanken om at leve ud
For alle drømme bristet
Uden tro, uden håb
Med hjertet der skriger
Jeg kan ikke mer'
Jeg tro jeg bliver liggende her
Med viljen til selv stå og holde tanken om at leve ud
Må alle drømme briste
uden tro, uden håb
Med et hjerte der skriger
Jeg kan ikke mere, jeg tror jeg bliver liggende her (her)
Uden tro, uden håb
Med et hjerte der skriger
Jeg kan ikke mere, jeg tror jeg bliver liggende her
